Om at føde en frossen kalkun

Nu skal jeg fortælle dig om en drøm som jeg havde den anden dag;
Jeg var på fødestuen for at føde (som sædvanlig :-))
Alt tegnede fint og jeg havde min søster med. Da presse veerne kom begyndte det at føles meget koldt i de nedre regioner og ud kommer en kæmpe dybfrossen vacumpakket kalkun. På fødestuen bliver der musestille, ingen tør sige et ord, alle står bare og stirrer på kræet indtil min søster forsigtigt afbryder stilheden og siger optimistisk til mig at den da ser fin ud!
Fødepersonalet hvisker sammen, hvorefter de fortæller mig at det ser sort ud men at de da vil ligge den tiloptøning i vindueskammen og håbe på det bedste. Jeg ligger stadig og dødfryser og nu begynder jeg at græde, personalet går ud og min søster og jeg sidder så der alene. Efter et par timer drypper rimfrosten ned på gulvet under vindueskammen med den er stadig halvfrossen. Vi tænder fjernsynet for at få tiden til at gå og med det samme toner et billede frem af Næstved sygehus og oppe i hjørnet af skærmen står der "live dokumentar,- der er født en kæmpe kalkun på Næstved sygehus".

Derefter ser vi hele forløbet skildret af ivrige journalister, som fortæller den utrolige historie som aldrig er set før i verdenshistorien. Da programmet slutter, ruller der en tekst over skærmen hvor der står "Skabningen afgik desværre ved døden efter få timer". Min søster og jeg fik et chok, ingen havde fortalt os at den var død, tænk at vi skulle se det i fjernsynet!. Mens vi sidder og vræler kan min søster pludselig høre lyde inde i vacumpakken, hun springer op og råber; " den siger noget, jeg lover det...den siger noget..!!" hun flår plasten af og ganske rigtigt er den i live og begynder ganske langsomt at folde sig ud, dog ikke som en kalkun men som en dreng. Mens han folder sig ud oplever vi at han er en kæmpe baby på vel omkring 9-10 kg. Han er på ingen måde lækker og jeg oplever ingen moderfølelse, nærmere afsky. Da han er hel udfoldet kan vi se at han har mongolide træk. Der er absolut ingen tvivl om at han er mongol, da trækkene er endnu tydeligere end nogen rigtig mongol jeg nogen sinde har set... så vågner jeg.

Det var alt for denne gang. Jeg skriver snart igen kh Helle

Kaos, skilsmisse og kernefamilie

Hvordan har du det? (spørger den mærkelige dame fra cyperspace)
Her i butikken går tingene sin vante gang.
Lød det lige Keeedeeeligt?

Mit liv, min familie, min butik...= kaos.
Ja nu troede du måske nok det hele var blevet lidt stabilt nu her et års tid efter mit livs kolbøtte (for nye læsere: skilsmisse og flytning)
Det er nu 1 år siden præcis at alle ungerne og jeg flyttede "hjemmefra". Vi fandt en stor dejlig lejebolig på et Gods i nærheden. Jeg føler det var igår. Vi er faldet fint til, børnene er glade men her lugter stadig lidt fremmet, hvis du ved hvad jeg mener. Jeg kikker mig stadig lidt forvirret omkring og forstår ikke helt hvad der er sket.
Hvordan kan to fornuftige mennesker som har kendt hinanden siden 2 klasse, fået 5 ualmindelige lækre sunde børn,- og egentlig har det godt, hvordan kan det pludselig gå så galt?

Siden er der dog sket så mange ting, ny kæreste og mere til men mit sind halter bagefter. Det er svært at følge med mentalt. Det er nok egentlig sundt nok at halte lidt bagefter, tænk hvis vi skulle forstå og forholde os 100% til en skilsmisse og dens konsekvenser i samme øjeblik vi stod med flyttekasserne i det nye hus med en kæmpe klump i maven. Så ville jeg være død rent følelsesmæssigt tror jeg. Godt at det kommer lidt efter lidt. Men mit råd vil nu altid være "Don´t go there". Bliv ikke skilt!!

Og nej mit liv er nok ikke kaos men bare virkelig seriøst anderledes. Mine veninder bor i små paracelhuse med mand og to-tre unger, fuldtidsjobs og to biler. Og så er der mig i et kæmpe gigantisk hus på landet alene med fem unger og skal forsøge at leve af en crazy webshop, hvordan lyder det? :-)
Mange kærlig hilsner
Helle

Intuition og øko-kugler

Så er jeg kommet til tasterne igen.
Der er sket meget siden sidst, så meget at jeg er helt træt, ja nærmest lidt udslidt.
Her i lille Præstø hvor ungerne og jeg holder til, ligger der en dejlig havn. På havnen ligger Præstø Madmarked som er et fuldstændig fantastisk sted, et økologisk super marked som næsten udelukkende handler med lokale fødevarer. Stedet producerer selv den mad som sælges og alt laves helt fra bunden af super friske råvarer. Jeg hjælper lidt til dernede om formiddagen, det er hårdt men så sjovt og ekstrem inspirerende. Igår f.eks lavede jeg ca 200 frugt kugler ala romkugler bare 100 gange bedre og sundere. De består af 4 ingredienser, havregryn, friske hindbær, macipan og dadler. Det køres igennem kødhakkeren og formes derefter til romkugle-lignende størrelser og vendes i kokos. Hov for resten der er også vanilie i. De smager så englende synger.
Nå sorry, jeg har bare total mad på hjernen for tiden

Ud over øko mad på hjernen og i maven føler jeg mig stadig meget intuitiv, ved egentlig ikke om det bare er sådan noget der sker i takt med at man bliver ældre. Men jeg erfarer at min intuition altid taler sandt, overhører jeg den går det ofte galt og når jeg så tænker tilbage på episoden kan jeg ofte huske at en stemme inden i mig advarede mig. Denne stemme er jo min indre visdom, en intelligent livskraft, som ind i mellem taler til mig.
Intuitionen fortæller mig, hvad der er rigtigt og sandt for mig i et givent øjeblik.
Her til morgen f.eks glemte jeg alt om at bruge min intuition, min søn på 10 var flippet ud over at hans cykel var punkteret og at der ikke var tid til at lappe den. Under stort drama låste han sig inde på toilettet og kom for sent i skole. Jeg blev imidlertid stresset og presset over situationen da de andre børn stod og ventede. Dernæst hører jeg mig selv gentagne gange banke på døren og true med alverdens vederstyggeligheder hvis han ikke tog og åbnede den dør. Men min søn var tavs og ulykkelig bag døren . Min indre stemme sagde hele tiden " hold nu op med at skælde ud og true ham", Mød ham, tal roligt med ham, så vil det hele løse sig. Men den ydre virkelighed overvandt desværre, så derfor sad han der en hel time.

Og til alle jer dejlige kvinder bag skærmene. Husk nu at udnytte jeres intuitive evner. Husk at i via intuitionen har adgang til et uendelig lager af information. Jeg er helt overbevist om at lærer vi at stole på denne vejledning vil vores liv antage en strømmende ubesværet karakter. Vores liv, vores følelser og vores handlinger vil blande sig harmonisk med andre mennesker.

Dejlig dag der ude.
Kærlig hilsen
Helle

Opbrydningstid for mange...

Det er en mærkelig tid for tiden, jeg syntes at der sker så mange opbrydningsting alle vegne. Jeg ved ikke om det er kun er i mine egne cirkler og at det er er rent tilfælde at mange af mine mennesker bryder op for tiden. Mine veninder bliver trætte af deres mænd, de kikker pludselig på deres mænd med nogle helt andre øjne og pludselig indser de, at det er noget helt andet de ønsker med deres liv.
For nogle bliver det en rædselsfuld proces men de fleste kommer super stærke og velafklarede ud på den anden side. For tiden oplever jeg at par er hinanden utro, de opsiger deres jobs eller skærer hånden af deres famile pga. et skænderi. Det er som om at vi ikke længere finder os i noget, vi vil have det optimale ud af vores liv.Vi er åbentbart ikke længere så bange for at gøre noget radikalt. Det sker jo hele tiden alle vegne..

Og ja, jeg er der jo selv, lige midt i en opbrydningstid, mit liv skifter seriøst retning men jeg er på den anden side nu og har det virkelig godt.

Jeg har altid haft kernefamilien sat op på en kæmpe pedestal, det må være den ultimative lykke. Far og mor som elsker hinanden dybt og inderligt og af kærligheden er der kommet et par lækre børn. Jeg syntes nu stadig at det må være lykken men heldigvis er der andre familieformer som kan være mindst lige så lykkelige for alle familie medlemmer. Sådan har jeg selvfølgelig altid tænkt det måtte være men et er at tænke det, noget andet er at føle det.
Jeg har selv gået den helt "rigtige" vej. Uddannelsen, mand, børn, hus...kernefamile i 14 år, far mor og børn . Ja ok nu var der lige lidt flere børn end den typiske kernefamilie men derudover var det far, mor og 5 børn. En dejlig tid og pludselig er alting ændret. Pludselig føltes det som var engang for meget kort tid siden pludselig uvirkeligt fordi det er ændret så markant.



kernefamilien

Det er virkelig mærkelig at blive skilt og det tager virkelig lang tid at forstå og at vænne sig til men det er en spændende proces hvor ens måde at forholde dig til processen er så altafgørende for hvordan det hele forløber.

Men det er altså en opbrydningstid for mange.

Rynker og kierkegaard

Hvordan har du det?
Jeg er mor til fem børn og et pille fyr. De kræver alle 6 en del opmærksomhed og nogle af dem er oven i købet ret dyre i drift.
Det er stadig vinter og mit fyr buldre så meget nede i kælderen at hele huset ryster samtidig fyrer jeg løs i mine to brændeovne. Det hjælper lidt alt sammen.

Jeg er blevet gammel her henover vinteren, jeg har fået flere rynker og mange grå hår. Men jeg ved også at man ældes 10 gange hurtigere i perioder hvor der er disharmoni. Stress, dårlige relationer og ubalancer slider på os og det ses tydeligt. 37 år og en gammel hejre :-)
I går var jeg lige et smut i Matas og skulle have noget af det rynkecreme som virker. "Det er jeg ikke sikker på vi har" sagde ekspedienten, skønt med ærlighed. Nej selvfølgelig har de ikke det, kærlighed og kildevand så kører vi...and I am on my way...


Og til sidst skønne ord fra Kierkegaard; Det store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, når han vil det..

kosmos kævleri

For tiden læser jeg en skøn bog men den er lidt svær og den gør mig lidt "kuk kuk" idet den tvinger mig til at gå op (eller ned?) på et dybere plan og det er virkelig spændende at finde ud af hvad der foregår der. Livskriser kan føre os ned på et dybere plan og når vi kommer der kan vi måske bedre overkomme krisen idet vi finder ud af at alt det vigtige eller i vær fald det vigtigste her i livet stadig er der trods forkludrede menneskelige relationer.

For øvrigt ( i relation til min kloge bog) skal vi altid være opmærksom på, at enhver tanke, ethvert ord og enhver handling afstedkommer en bevægelse i kosmos (elsker det ord). Husk, at et ubetænksomt ord fremsagt på den ene side af kloden er nok til at skabe en flodbølge på den anden.

Det er helt syret at tænke på hvad ord kan gøre og hvor stor betydning de har

Ude foran mit vindue går 3 fede som ponyer og tramper rundt i sneen, de er bare så vildt kære. Hver gang jeg kikker på dem er det som om de siger til mig " Hvorfor al den anstrengelse? Giv dog slip. Hvorfor gøre det sværere end det er. Vågn op af drømmen og erkend at du er vågen. Alt har en mening"
Ja det er i sandhed nogle kloge små heste og jeg er da vist heller ikke helt uden (telepatiske) evner.

Ha en dejlig dag og husk at kysse og kramme dine kære.

Kærlig hilsen
Helle

Nyt lækkert hår

For nylig havde jeg som så ofte før en hårkrise. Ja, jeg har nok mere eller mindre haft hårkrise det meste af mit voksenliv. Mit hår er såååå gaaaaaabende kedeligt. Mørkebrunt langt, slasket og altid i en hestehale, ALTID sagde jeg og vi snakker lige siden tredje klasse og jeg er en gran voksen kvinde nu. Hver gang jeg med et deprimerende udtryk og store forhåbninger har sat mig i frisør stolen er jeg altid kommet derfra med sådan "lidt etager, som kan give lidt fylde" men nej VIRKER IKKE.
Så komplimenter vedr. min hårpragt har ikke være overvældende, lige indtil jeg lagde dette billede på facebook (det første), så væltede det ind med søde kommentarer om mit lækre hår og om så smuk jeg var og bla bla.... Jeg solede mig gevaldigt i komplimenterne og fik i alt glamouren glemt alt om at håret ikke var mit. I et photoprogram har jeg nemlig tyvstjålet håret fra en eller anden celebrity fra den røde løbe og overført og tilpasset det til mit hoved:-) smart ikke ?. Det er det første billede her jeg lagde på facebook men jeg lavet flere som du kan se her:

 

Og ja hvilket billede er så mit eget, det er du vist ikke i tvivl om vel?. Men du skulle prøve det, hvis du vel og mærke ikke har andet fornuftigt at tage dig til. Programmet hedder Hollywood makeovergram:-)
Hvis du har nogle ideer til at få lækkert hår i virkeligheden, må du endelig sige til, tager imod alle råd med kyshånd.

polypper og musehelved

Det hele er ellers lidt skod-agtig for tiden. Begge vores biler er flyttet på værksted, tvivler på om de nogen sinde kommer hjem.

Lige nu er det mandag aften og jeg ligger på min seng og havde indtil for en times tid siden de hyggeligste intentioner om at skulle skrive et lyst og frejdigt nyhedsbrev til dig. Et nyhedsbrev som ville gøre din tirsdag morgen lidt gladere men sådan kommer det ikke til at gå, for mit sind er blevet lidt formørket her til aften. I sengen ved siden af mig ligger min datter som i fredags fik fjernet polypper og lagt dræn da hun snorkede og stønnede temmelig meget. Nu ligger hun der i sin seng og snorker endnu værre end hun nogen sinde har gjort?? Nedeunder i køkkenet løber der en mus rundt med en musefælde på hovedet den larmer skrækkelig og dens dødskamp løber mig koldt ned af ryggen.
Jeg er rædselsslagen, det stakkels dyr, ih..bare der var en mand i huset.
Ja det er lidt "nederen" kan du nok høre!
Er du der stadig? hvis Ja, er du min ven. Eller har min depressive tilgang til det skrevne her fået dig til at flygte væk så forstår jeg dig!

Kender du Ingolf?

Hej:-)
Kender du Ingolf fra Cirkeline? Kan du huske hans stemme? Den er så kær, så sprød og børneagtig. Præcis sådan en stemme har min yngste datter både når hun snakker og synger. Hun bliver 2 år på fredag og ja 2 år, tiden går bare så hurtigt. Hun bliver kun kaldt Baby og omtaler også sig selv som Baby. Idet hun stadig får "mors sutter" (læs. bliver ammet) opstår der virkelig mange morsomme situationer da hun sprogligt er godt med. F.eks. hver gang hun er færdig med "mors sutter", så kigger hun mig taknemmeligt i øjenene og siger med hendes super sprøde stemme: " Tak for mad mor, nu kan jeg ikke spise mere, det smagte dejligt". Forestil dig lige hvor sødt det lyder når hun står der glad, taknemmelig med Ingolf-stemme og modermælk i mundvigene, oh..så kært men også lidt komisk.

I går da hun skulle ud og sove til middag i barnevognen gik det ikke helt som planlagt. Hun blev ved at sætte sig op og ville ikke sove.Jeg går rundt og er lidt frustreret og siger henvendt til hendes far at jeg ikke lige ved hvorfor hun er så urolig. Det hører min kære datter åbenbart ovre fra barnevognen hvortil jeg høre hendes hæse stemme udbryde: "Jeg tror ikke babyen er træt!"
Åh gud, hvor var jeg ved at tisse i bukserne af grin...
Måske er alle disse total sjove oplevelser tegn på at hun måske ikke helt er en baby mere:-)

Skønne børn og en lagkage ligeså



johanne Katrine- min solstråle

De døde oldemødre

Da jeg var gravid med Gustav sker der et slags generationsskifte i familien. Først dør Christians mormor så dør min egen vidunderlige gamle mormor på 90 år. Hun og jeg havde et helt særligt forhold til hinanden. Vi havde aftalt at hun på en eller andet måde skulle opsøge mig når hun var død. Hun skulle give et tegn. Jeg tror på liv efter døden, men hun skulle være mit konkrete selv-oplevede bevis for, at det var rigtigt.

Følgende oplevelse havde jeg en måneds tid efter min mormor var død:

Jeg ligger i min seng og har en underlig uro i kroppen. Selvom klokradioen viser langt over midnat er jeg fuldstændig lysvågen, desuden lyder der en gevaldig snorken ovre fra min lille søns tremmeseng, det gør det jo ikke ligefrem lettere at falde til ro. Jeg går ind i stuen og ligger mig på sofaen. Jeg begynder at tænke på min afdøde mormor. Jeg tænkte på hvor tæt vi havde været på hinanden, hvor meget jeg savnede hende og hvor mærkeligt det var at hun ikke længere lever.

Pludselig kunne jeg fornemme, at hun var hos mig, ikke bare hos mig, men i mig. Hun fyldte mig op med en susende og boblende følelse af den reneste kærlighed- en vidunderlig fornemmelse, hvor jeg på ingen måder var i tvivl om budskabet. Følelsen varede højst 30 sekunder men var virkelig intens. Mens det stod på sendte jeg en masse beskeder til min mormor om hvor højt jeg havde elsket hende og nogle andre meget private ting. Det var som at få en yderes effektiv healing, vil jeg tro. Lige så pludselig som hun var kommet, lige så brat forsvandt hun igen.

 

De efterfølgende minutter var jeg egentlig noget rystet og også lidt skræmt. I hvert fald var jeg usigelig glad for at jeg ikke var alene i huset. Måske syntes jeg lige at det var lidt for spooky, lidt for syret eller bare lidt for mærkeligt, det hører jo ikke lige frem til hverdagsoplevelser. Jeg fik dog lynhurtigt vendt oplevelsen til noget positivt, det var jo bare min mormor, det var der jo ingen tvivl om. -Og siden hvornår har der været noget som helst uhyggeligt ved min ellers ret så hyggelige gamle mormor. Ja okay, nu plejer hun jo heller ikke at være død, det sætter jo tingens tilstand i et noget andet perspektiv. Men det var bestemt en dejlig oplevelse, ikke mindst fordi at jeg for alvor fik bekræftet at hendes sjæl er derude et sted. En fantastisk ting at få på det rene, især taget i betragtning at mormor havde lovet mig at hun nok skulle ”give et tegn”. - Og da hun havde lidt svært ved sms´en, mener jeg at et sådan kropsliggjort, non verbalt budskab er det stærkeste og mest tydelige budskab jeg nogen siden har fået.

 

Trods denne oplevelse tager jeg alligevel ind imellem mig selv i at råbe:

Hallo Mormor HVOR ER DU???????????

Jeg fatter det stadig ikke, hvor fanden er hun blevet af?, det er bare så mærkeligt, det skøre gamle remedium er blevet pist væk, snøft,-jeg savner hende..

Ære være min dejlige mormor..

Min førstefødte, Juliane

Juliane er født den 14 september 2001 kl. 3.22 om natten.

Juliane er mit første barn, et barn som jeg havde drømt om at få i mange år inden hun endelig meldte hendes ankomst. Hun er min prinsesse, mit elskede drømmebarn

Præcis på min terminsdato startede det hele. Det var ved 9-tiden om aften. Christian var lige faldet i søvn og jeg lå og storhyggede mig med at se et dokumentarprogram i fjerneren "fødegangen". Mellem mine ben havde jeg placeret en dejlig varmedunk, da jeg var lidt øm, et eller andet udefinerbart sted dernede. Netop som jeg lige har set en hylende kvinde, hvis vand går og sprøjter ud over det hele, mærker jeg noget varmt under dynen og noget vådt, samtidig lyder der et højt smæld. "Nå for helvede..." råber jeg, "varmedunken er sku sprunget". Tænk det troede jeg i flere minutter indtil jeg opdagede at vandet fossede ud af mig. Er du gal, der var meget, farven var fin og klar heldigvis.
Vi kører til Næstved sygehus, hele vejen i bilen vælter vandet ud og jeg morer mig kosteligt da jeg trækker store våde fodspor gennem sygehusets forhal.

Jordemoderen som møder mig på fødegangen spørger om jeg er sikker på at vandet er gået. Jeg kikker på hende på nogenlunde samme måde, som jeg ville tro at man kikkede, hvis man så en UFO lande i ens baghave. "Ja", siger jeg og kikker ned på mine store sorte drivmåde meget charmerende ventebukser i størrelse XL. Under mig ligger igen en stor sø og den kæmpe store tenalady-ble , som jeg har stjålet på min mormors plejehjem, vejer mindst 20 kilo og hænger et eller andet sted nede i det ene bukseben. Jo, jeg var ret sikker...

Jeg bliver undersøgt, veerne går så småt i gang. Jeg får en fødestue og verdens dejligste jordemoder til rådighed. - Alt tegner fint og veerne bliver stærkere og kraftigere, mens jeg rimelig hurtigt åbner mig. Jeg kommer i et stort badekar, fuck alt gør bare ondt og jeg føler mig total syg og elendig. Jeg har den vildeste kvalme og brækker mig i lårtykke stråler. Da jeg er ved at være klar til at presse begynder mine ben at ryste så meget, at jeg slet ikke kan styre det.....pu ha... det er hæsligt.

Jeg pressede næsten en time, da skuldrene havde svært ved at komme ud. Men alt gik fint og jordemoderen var en engel.
Juliane kommer ud og jeg græder af glæde. Som sagt var jeg sikker på en dreng, men havde inderst inde et lille forbudt håb om en pige.
Duften af baby på min mave vil jeg aldrig glemme, moderfølelsen kom brusende gennem min krop, som en overvældende forelskelse og en beskyttertrang forbundet med en stor portion sårbar bekymring, er alt nu i orden? Fra nu af kom jeg selv i baggrunden, hvilken befrielse, Juliane var mit liv..
I flere døgn lå jeg og nærstuderede hende, jeg skulle ikke sove, skulle ikke gå glip af hende et eneste sekund........fantastisk og uvirkeligt, hun var min og vi fik oven i købet lov til at tage hende med hjem.
Nu begyndte alt det sjove og det hårde

Jeg har fundet lykken
Den har sat sig i ryggen
I mave, baller og lår
Selv i mit lille sår
Som jeg fik da jeg faldt over en sten
Og slog mit stakkels skinneben
Det gør ikke længere ondt
Jeg er helt igennem så kernesund
Jeg kan løbe jeg kan skrige
Når nu jeg selv skal sige
Er jeg en utrolig pige





Om at være en meget træt zombie-mor.

Man bliver ganske enkelt bims i låget af ikke at få søvn, jeg snakker af erfaring. Juliane var ikke nogen let baby og jeg var en nervøs førstegangsmor, hvor kun det perfekte var godt nok. I starten strejfede tanken mig slet ikke, at min søvnmangel ville blive et problem. Jeg var så forelsket (i Juliane altså) og følelsesmæssigt noget rundt på gulvet over den længe ventet omvæltning mit liv havde taget. Det var som om det hele var en drøm, jeg kunne slet ikke fatte, at jeg var blevet mor. Det var som om jeg var på stoffer, mine sanser var skærpede og hvert et minut, hvert et sekund havde enorm værdi for mig. Juliane var langt over en måned før jeg første gang kørte fra hende, jeg var væk ca. 30 minutter, Jeg var i netto. Her opdagede jeg at verden var den samme. Der var ingen som specielt bemærkede mig, faktisk var der ikke en kæft der ænsede min yndefulde tilstedeværelse. Jeg var så opfyldt af lykke, at jeg smilede til alle, jeg følte mig smuk og elsket, uundværlig og som verdens heldigste kvinde. Jeg kan huske at jeg blev helt bedrøvet ved tanken om mennesker som måske ikke har oplevet at være lykkelige helt ind til knoglemarven. -Tænkte at fysiske sygdomme må have svært ved at stadfæste sig i en lykkelig krop. –Troede pludselig vanvittigt meget på psykens indflydelse på ens fysiske velbefindende.

.I lykkens øjeblikke har jeg den lækreste kropsfornemmelse, føler mig fri, let og blød indeni. I en sådan krop fyldt op med velvære og selvtillid, tror jeg at det fysiske og psykiske immunsystem har let ved deres arbejde og andre indefra opstående sygdommen har svært ved at rodfæste sig.. I hvert fald er det fedt at være lykkelig.

Men kærlighed og kildevand er ikke nok, heller ikke for en super mor som jeg selv.

Jeg bliver tyndere og tyndere hvilket jo er herligt da jeg så tillader mig at spise mere mad. Men jeg begynder også at få kvalme og ondt i maven. Jeg bliver total sårbar og skrøbelig og hyler over det mindste. Jeg bliver bare så træt, mine tanker kredser konstant om, hvordan jeg kan få noget søvn. Jeg kommer helt derud, hvor hvis jeg endelig får mulighed for det, slet ikke kan sove. Juliane vil have bryst ca. hver anden time hele natten og mange gange når jeg slet ikke at falde i søvn mellem hendes måltider. Hvis hun ikke får bryst hyler hun så sindssygt at mit moderhjerte bryder sammen, hun er jo kun en lille baby og jeg vil selvfølgelig ofre mig selv og min kostelige søvn for hende. Alle kigger på mig med bekymrede blikke og tilbyder alle mulige arrangementer for, at jeg kan sove. Men jeg ved jo, at hun vil hyle som en stukken gris og det er slemt nok, men hvis hendes mor så ikke er der! ALDRIG i livet.

I lange tider går jeg rundt og ligner en forvirret søvngænger. En dag da jeg er hjemme hos min mor er min lillebror der også. Vi står alle i køkkenet og hygger os med at tilberede vores aftensmåltid. Jeg siger et eller andet fjollet til min bror, som ganske naturligt svare igen med ”Hvor er du dog dum”. Han siger det venligt og med et stort smil. Men fordi jeg var ved at eksplodere af træthed og udmattelse, kan jeg ikke tage noget som helst. Jeg begynder langsomt at hulke, min bror kigger undrende på mig, "siden hvornår var hun blevet så nærtagende". Så kigger han på min mor, som siger ”hun er bare træt”, så hyler jeg endnu mere.

Jeg begynder også at få en slags ticks, laver pludselige hurtige ukontrollerede bevægelser, taber ting og kan ikke huske noget som helst. Flere gange om dagen kan jeg ikke huske hvad jeg foretager mig, går f.eks. ind i et rum, standser op og kan ikke huske hvorfor jeg er gået derind, går ud igen, sætter mig ned, kommer i tanke om det, går ind igen, standser op og går ud da jeg igen har glemt det. Sådan gik jeg rundt og ”hyggede mig” dagen lang.

Da alle mine fortrolige og dem har jeg mange af jo havde lagt øre til alle mine beklagelser gennem min "lange" barnløse periode, følte jeg ikke at jeg i min nye zombie- tilværelse kunne tillade mig at beklage mig. Jeg havde fået hvad jeg ønskede, gud ske lov for det, så ville det simpelthen være for pinligt ikke at være på toppen.

Jeg har ofte spurgt mig selv om hvad det egentlig er som tiltaler mig så usandsynlig ustyrlig meget ved at yngle? Det overordnede svar er at det udfylder et stort basalt behov hos mig. Et behov som de fleste kvinder heldigvis på et eller andet tidspunkt vil føle i større eller mindre grad. Hvis ikke jeg havde fået mit småkravl, ville jeg have et kæmpe problem. Hvad skulle jeg så stille op med alt min omsorg? Christian ville sku´ alligevel se fjollet ud med kyse og ble på og jeg er heller ikke sikker på at han vil værdsætte mit hjemmelavet økologiske babymos. Måske ville der endda være nogle personer, som ville mene at vi havde et sygt forhold, ja, folk har sku så travlt, i stedet for at få styr på egne perversiteter. Hvis ikke jeg skulle have børn skulle jeg nok have nogle kraftige elektrochok eller også skulle jeg omprogrameres på en eller anden hypnoseagtig facon eller måske noget med gensplejsning eller noget i den dur. Men igen hvad skulle det til for, så kunne jeg bare gå rundt og se mærkelig ud resten af mine dage.

Jeg har et depot eller nærmere et slags lager fyldt op til randen med omsorg og kærlighed i stride strømme. Det er min mor, som jeg kan takke for det, hun har gjort et flittigt stykke arbejde med at fylde op. Min elskede mor, hun har fyldt op, proppet det ind, mast det sammen. Hun har fyldt så meget på, at der som voksen er så meget at det næsten var begyndt at vibrere og røre på sig for at få lov til, at åbne for sluserne og øse ud af godterne. Jeg har så meget at give, da jeg selv har fået så meget. Min mor var ligeså vild med babyer, som jeg er. Sådan nogle ting er jo ikke tilfældige, jeg er offer for den sociale arv i ordets mest positive forstand, hvis jeg selv skal tolke det.

Så i sagens natur var det en stor forløsning for mig at blive mor, pu ha det lettede noget på trykket.

Med Juliane kom moderfølelsen stormende, alle de små sammenstuvede hjerter fra mit mega-lager kom flyvende som tornadoer med kurs direkte mod min lille babys tomme lager og hendes lille bitte lyserøde hurtigbankende hjerte. At få åbnet for sluserne, at få lettet trykket var jo fantastisk befriende. Jeg er overbevist om at disse små usynlige hjerter, som lige siden vores første øjenkontakt har sivet i en lind strøm ind i hende- at de gør hende robust, sund, harmonisk og livslysten. Denne usynlige strøm kaldes også symbiosen.

Det at få et barn er jo grundlæggende noget man gør for sig selv og sin partners skyld. Man får jo ikke børn for børnenes skyld. Vi vælger at få børn fordi vi har et behov og fordi vi føler, at vi vil kunne give et barn en god start på livet. Vi kvinder har det jo i os, det er vi programmeret til. Det ligger i vores natur det med at reproducere os. Alle de følelsesmæssige ting vi gennemlever som gravid, forbereder os på at blive mor, på det store ansvar. Det er en god ting, at en graviditet tager 9 måneder. Når barnet fødes, fødes også en ny mor.

Blog start

Her starter så lidt bloggerri (ikke brokkeri- måske kun lidt engang imellem)

Bloggen vil handle om moderskab, babyer, babymos, røde babynumser, sladder (vi skal jo ikke glemme de vigtige ting her i livet), Mad, babytøj og børnetøj naturligvis og så bare lige alt det som lige falder mig ind.

Først en lille indledning:

Den forvandling der sker med os når vi bliver mødre laver ikke bare vores hverdag om og vores forhold til andre mennesker blandt andet vore egen mor. Moderskabet fører ofte et helt andet livssyn med sig. Livet bliver mere sårbart. En indiansk filosof Rabindrandth Tagore har beskrevet denne store oplevelse.

”Hvor kommer jeg fra?” spørger baby sin mor. Hun svarer halvgrædende, halvgrinende mens hun holder baby ind imod hendes bryst, ”Du var gemt i mit hjerte som et behov, min lille skat. Du var i mine dukker i mine barndomslege. I alle mine drømme, mine håb og i al min kærlighed. Du har været i min mors liv, i min mormors liv, oldemors o.s.v. Du har været i den evige ånd, som gemmer sig i os kvinder. Du har været undervejs længe- Dit frø blev plantet for mange mange generationer siden- og nu min skat er du her endelig.

Disse poetiske ord om moderskabet minder os om at, midt i bleskiftningen og skrigeturene, er vi lige midt i den utrolige livscyklus, hvor vi har fået rollen som mødre.Moderskabet forandre os for altid. Det moderlige sind gennemgår en dyb personlig forandring, som forandre den nye mors opfattelse af sig selv. Det moderlige sind bliver ikke dannet fra det ene sekund til det næste, men det udvikler sig gradvist gennem graviditeten og efter fødslen. Ja store ord især for mig som i disse tider lever lidt mere jordnært. Jeg kører jo lidt rigeligt rundt i de der graviditet -fødsel-baby- babytøj- børnetøj -yngelpleje -cirkler. Jeg kommer lige som ikke rigtig videre i de her år. Jeg tror på at rigtig mange af jer nybagte mødre eller bare jer mødre i det hele taget godt kan sætte jer lidt ind i det. Måske adskiller jeres liv sig bare fra mit ved at I også har andre aspekter ind over som f. eks jeres arbejde, fritidsinteresser, ægtemænd eller andet i den stil. Og måske er i kun der hvor jeg er i en periode mens børnene er små, så fortsætter jeres liv og I bliver mere sociale og udadvendte ,-og får lyst til at være sammen med voksne mennesker igen. Og det er KLOGT, nyere forskning tyder på at man kan bliver deprimeret af at være understimuleret med voksenkontakt. Vi har et behov for at være sammen med ligesindede så vi ikke får helt babygrød i hjernen.

Det er sådan at sidder jeg med en baby vender det sig i mig på den positive måde altså. Jeg kan mærke, at jeg får en klump i halsen og at tårene presser på, jeg bliver bare så afsindigt rørt. Selvfølgelig mest, hvis jeg kender moren og måske oven i købet har været med i hele forløbet... så er det bare så STORT at det endte med sådan et lille vidunderligt spritnyt menneske. Det bliver jeg aldrig aldrig ALDRIG træt af at se på og høre om.... JEG ELSKER DET. Og de graviditeter, som ikke går godt....de river i mit hjerte - jeg dvæler ved det i ugevis og jeg føler i overdrevet grad med moderen.