Så selvfølgelig skulle mit barn døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, for dem tror jeg da også på ( kan godt nok ikke lige huske hvem de var, men de lyder som nogle venlige mennesker) for sådan skal det bare være BASTA.
Jeg elsker jo kontinuerlighed, cyklusser, rytmer, gentagelser og ikke mindst traditioner.
Men når alt kommer til alt må jeg jo erkende, at jeg mere eller mindre lige præcis ikke tror på et ord af, hvad der står i bibelen, og så synes jeg jo, nøjagtig som de fleste andre danskere, at det er guds-jammerligt kedeligt at lytte til oplæsninger fra den. De meget lange, tunge salmer med ufattelig mange vers får heller ikke ligefrem spændingen i kog, men hvorfor betyder det så så meget at være i kirken og få sit barn døbt?
Den danske folkekirke har jo efterhånden et vældigt åbent forhold til sine sognebørn. Der er ikke en facitliste til, hvordan man lever som kristen i folkekirken – der er mange måder. Mange præster siger jo oven i købet, at man selv definerer hvem eller hvad gud er (what ever makes us happy). Så derfor passer jeg fint ind og betaler med glæde min kirkeskat.
Jeg tror som sagt på meget, men ikke rigtig noget bibelsk. Men jeg tror jo på kærlighedsbudskabet og næstekærligheden, hvilke jo er en stor del af den kristne tro.
Selvom det umiddelbart er lidt kedeligt at sidde der i det ellers så smukke store kirkerum, sidder jeg der altid med en speciel følelse af taknemmelighed og ydmyghed. Når jeg kigger på min store dejlige familie, som er samlet, alle mine unger, mine søskende og mine skønne forældre som alle sidder der for at fejre det sidste nye medlem i klanen, så kan man kun føle sig virkelig lykkelig og meget meget taknemmelig.
Kirken gør det hele så højtideligt; som noget ganske særligt, som kun sker én eneste gang. Der opstår en fælleskabsfølelse, en altoverskyggende kærlighed menneskerne imellem. Man mildnes lidt og rummer lidt mere, fordi man oplever en snert af noget, der er så meget større end hverdagens trummerum og latterlige smågnidninger, f.eks. i familiens indbyrdes relationer. De betyder jo i virkeligheden ingenting de gnidninger, eller måske den diskussion man havde med sin mand dagen før ang. børnenes sengetider! Det er altsammen ligegyldigt, kirkens atmosfære får mig til at erstatte disse ting med kærlighed i stedet. Hvis bare vi elsker og bliver elsket, hvad betyder alt det andet så? Det betyder selvfølgelig en del, men hvis vi altid har taknemmeligheden og kærligheden med os, kan vi håndtere de fleste situationer med rummelighed og ro.
(Men derfor synes jeg altså stadig, at det er pisse irriterende, at Søren larmer, når han spiser og putter chili på al sin mad).
Kirken har jo kun gode budskaber og værdier, og vi ved jo godt, at verden er mere end det, der kan måles og vejes. Mennesker består ikke kun af kød og blod, men også af tanke og ånd. Derfor giver det mening at tro. Troen er en del af det gode i livet, den går hånd i hånd med kærligheden. Troen er meget personlig og bor dybt inden i os. Den er med til at forme vores virkelighed og os selv.
.......og Julianes barnedåbcupcakes kunne da også få englene til at synge.
