Skilsmisse

Kernefamilien er en mystisk vestlig konstruktion. Den er skrøbelig og flagrende og tåler ikke meget modstand. Alligevel er det den de fleste af os drømmer om og brister drømmen står vi foran en sorg som vi skal tage alvorligt. Vi skal føle og mærke den og med tiden kommer vi igennem sorgen og om på den anden side. Aldrig havde du troet at din egen selvudvikling ville bringe dig hertil. I dit nye liv venter der oplevelser du aldrig havde troet

Chokket ved utroskab

Forestil dig en kropslig fornemmelse som føles som om nogle har taget dig, gennemrystet dig, pillet dine organer ud, sat dem på plads igen sådan lidt hulter til bulter. Alt energi, humor, appetit og glæde har forladt din krop, alt du mærker er at du har ondt i HELE kroppen og i sjælen. Sådan ca følte jeg det da min tidligere mand en sen aften fortalte mig, at han havde haft en affære i en lang periode. Pludselig faldt min virkelig fra hinanden, sådan som jeg havde troet min liv havde været det sidste års tid var slet ikke virkeligt. Det havde været fyldt op med løgne og uærlighed og jeg kunne nu genkalde mig et hav af episoder jeg var blevet løget lige op i ansigtet og det gjorde bare så ondt. Hvordan skulle jeg nogen sinde kunne stole 100% på nogle mennesker igen når ham der var aller tættest på havde taget røven på mig, BIG time.,. hvem kan man så egentlig regne med?

 

Min konklussion i sorgens irrationalitet var at jeg når alt kom til alt ikke nogensinde ville kunne stole på nogle igen, det var jo desværre min ærgerlige erfaring. En frygtelig erfaring som jeg næsten ikke kunne tro man kunne leve videre med. Og hvor efterlader det kærligheden? Hvis jeg ikke kan stole på nogen hvordan tør jeg så elske? er det så det vær? At blive forrådt af en man elsker er som at blive ædt levende. Meningen og alt det smukke i livet virker pludselig som en illution og man bliver i tvivl om hvad det hele så egentlig går ud på.

 

 

 

Opbrydningstid for mange...

Det er en mærkelig tid for tiden, jeg syntes at der sker så mange opbrydningsting alle vegne. Jeg ved ikke om det er kun er i mine egne cirkler og at det er er rent tilfælde at mange af mine mennesker bryder op for tiden. Mine veninder bliver trætte af deres mænd, de kikker pludselig på deres mænd med nogle helt andre øjne og pludselig indser de, at det er noget helt andet de ønsker med deres liv.
For nogle bliver det en rædselsfuld proces men de fleste kommer super stærke og velafklarede ud på den anden side. For tiden oplever jeg at par er hinanden utro, de opsiger deres jobs eller skærer hånden af deres famile pga. et skænderi. Det er som om at vi ikke længere finder os i noget, vi vil have det optimale ud af vores liv.Vi er åbentbart ikke længere så bange for at gøre noget radikalt. Det sker jo hele tiden alle vegne..

Og ja, jeg er der jo selv, lige midt i en opbrydningstid, mit liv skifter seriøst retning men jeg er på den anden side nu og har det virkelig godt.

Jeg har altid haft kernefamilien sat op på en kæmpe pedestal, det må være den ultimative lykke. Far og mor som elsker hinanden dybt og inderligt og af kærligheden er der kommet et par lækre børn. Jeg syntes nu stadig at det må være lykken men heldigvis er der andre familieformer som kan være mindst lige så lykkelige for alle familie medlemmer. Sådan har jeg selvfølgelig altid tænkt det måtte være men et er at tænke det, noget andet er at føle det.
Jeg har selv gået den helt "rigtige" vej. Uddannelsen, mand, børn, hus...kernefamile i 14 år, far mor og børn . Ja ok nu var der lige lidt flere børn end den typiske kernefamilie men derudover var det far, mor og 5 børn. En dejlig tid og pludselig er alting ændret. Pludselig føltes det som var engang for meget kort tid siden pludselig uvirkeligt fordi det er ændret så markant.



kernefamilien

Det er virkelig mærkelig at blive skilt og det tager virkelig lang tid at forstå og at vænne sig til men det er en spændende proces hvor ens måde at forholde dig til processen er så altafgørende for hvordan det hele forløber.

Men det er altså en opbrydningstid for mange.