Translate

fredag den 1. april 2011

De døde oldemødre


Da jeg var gravid med Gustav sker der et slags generationsskifte i familien. Først dør Christians mormor så dør min egen vidunderlige gamle mormor på 90 år. Hun og jeg havde et helt særligt forhold til hinanden. Vi havde aftalt at hun på en eller andet måde skulle opsøge mig når hun var død. Hun skulle give et tegn. Jeg tror på liv efter døden, men hun skulle være mit konkrete selv-oplevede bevis for, at det var rigtigt.
Følgende oplevelse havde jeg en måneds tid efter min mormor var død:
Jeg ligger i min seng og har en underlig uro i kroppen. Selvom klokradioen viser langt over midnat er jeg fuldstændig lysvågen, desuden lyder der en gevaldig snorken ovre fra min lille søns tremmeseng, det gør det jo ikke ligefrem lettere at falde til ro. Jeg går ind i stuen og ligger mig på sofaen. Jeg begynder at tænke på min afdøde mormor. Jeg tænkte på hvor tæt vi havde været på hinanden, hvor meget jeg savnede hende og hvor mærkeligt det var at hun ikke længere lever.
Pludselig kunne jeg fornemme, at hun var hos mig, ikke bare hos mig, men i mig. Hun fyldte mig op med en susende og boblende følelse af den reneste kærlighed- en vidunderlig fornemmelse, hvor jeg på ingen måder var i tvivl om budskabet. Følelsen varede højst 30 sekunder men var virkelig intens. Mens det stod på sendte jeg en masse beskeder til min mormor om hvor højt jeg havde elsket hende og nogle andre meget private ting. Det var som at få en yderes effektiv healing, vil jeg tro. Lige så pludselig som hun var kommet, lige så brat forsvandt hun igen.
 
De efterfølgende minutter var jeg egentlig noget rystet og også lidt skræmt. I hvert fald var jeg usigelig glad for at jeg ikke var alene i huset. Måske syntes jeg lige at det var lidt for spooky, lidt for syret eller bare lidt for mærkeligt, det hører jo ikke lige frem til hverdagsoplevelser. Jeg fik dog lynhurtigt vendt oplevelsen til noget positivt, det var jo bare min mormor, det var der jo ingen tvivl om. -Og siden hvornår har der været noget som helst uhyggeligt ved min ellers ret så hyggelige gamle mormor. Ja okay, nu plejer hun jo heller ikke at være død, det sætter jo tingens tilstand i et noget andet perspektiv. Men det var bestemt en dejlig oplevelse, ikke mindst fordi at jeg for alvor fik bekræftet at hendes sjæl er derude et sted. En fantastisk ting at få på det rene, især taget i betragtning at mormor havde lovet mig at hun nok skulle ”give et tegn”. - Og da hun havde lidt svært ved sms´en, mener jeg at et sådan kropsliggjort, non verbalt budskab er det stærkeste og mest tydelige budskab jeg nogen siden har fået.
 
Trods denne oplevelse tager jeg alligevel ind imellem mig selv i at råbe:
Hallo Mormor HVOR ER DU???????????
Jeg fatter det stadig ikke, hvor fanden er hun blevet af?, det er bare så mærkeligt, det skøre gamle remedium er blevet pist væk, snøft,-jeg savner hende..
Ære være min dejlige mormor..