Translate

Viser opslag med etiketten Tanker om det dejlige liv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tanker om det dejlige liv. Vis alle opslag

mandag den 8. september 2014

Barnedåb i kirken giver mening

 


Så... py ha, så er Blyp døbt, øh.. jeg mener Alfred. Nu hedder han det sådan helt rigtigt! Han blev døbt i kirken NATURLIGVIS. Alle mine unger er døbt, men denne gang var der pludselig lige en farmand, som stillede spørgsmålet; skal han overhovedet døbes? Og hvorfor egentlig? Søren tror ikke på noget som helst (kun en lille smule i svage øjeblikke når der sker store ting i livet). Så han så ingen speciel grund til at lytte på oplæsninger fra bibelen og alt det hurlumhej, som hører kirken til. Og mig? Ja, jeg tror selvfølgelig bare på det hele; Gud, Jesus, Maria, Julemanden, spøgelser, engle, ånder og de små nisser, som levede under jorden i vores baghave, da jeg var barn.

Så selvfølgelig skulle mit barn døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, for dem tror jeg da også på ( kan godt nok ikke lige huske hvem de var, men de lyder som nogle venlige mennesker) for sådan skal det bare være BASTA.

Jeg elsker jo kontinuerlighed, cyklusser, rytmer, gentagelser og ikke mindst traditioner.

Men når alt kommer til alt må jeg jo erkende, at jeg mere eller mindre lige præcis ikke tror på et ord af, hvad der står i bibelen, og så synes jeg jo, nøjagtig som de fleste andre danskere, at det er guds-jammerligt kedeligt at lytte til oplæsninger fra den. De meget lange, tunge salmer med ufattelig mange vers får heller ikke ligefrem spændingen i kog, men hvorfor betyder det så så meget at være i kirken og få sit barn døbt?

Den danske folkekirke har jo efterhånden et vældigt åbent forhold til sine sognebørn. Der er ikke en facitliste til, hvordan man lever som kristen i folkekirken – der er mange måder. Mange præster siger jo oven i købet, at man selv definerer hvem eller hvad gud er (what ever makes us happy). Så derfor passer jeg fint ind og betaler med glæde min kirkeskat.

Jeg tror som sagt på meget, men ikke rigtig noget bibelsk. Men jeg tror jo på kærlighedsbudskabet og næstekærligheden, hvilke jo er en stor del af den kristne tro.

Selvom det umiddelbart er lidt kedeligt at sidde der i det ellers så smukke store kirkerum, sidder jeg der altid med en speciel følelse af taknemmelighed og ydmyghed. Når jeg kigger på min store dejlige familie, som er samlet, alle mine unger, mine søskende og mine skønne forældre som alle sidder der for at fejre det sidste nye medlem i klanen, så kan man kun føle sig virkelig lykkelig og meget meget taknemmelig.

Kirken gør det hele så højtideligt; som noget ganske særligt, som kun sker én eneste gang. Der opstår en fælleskabsfølelse, en altoverskyggende kærlighed menneskerne imellem. Man mildnes lidt  og rummer lidt mere, fordi man oplever en snert af noget, der er så meget større end hverdagens trummerum og latterlige smågnidninger, f.eks. i familiens indbyrdes relationer. De betyder jo i virkeligheden ingenting de gnidninger, eller måske den diskussion man havde med sin mand dagen før ang. børnenes sengetider! Det er altsammen ligegyldigt, kirkens atmosfære får mig til at erstatte disse ting med kærlighed i stedet. Hvis bare vi elsker og bliver elsket, hvad betyder alt det andet så?  Det betyder selvfølgelig en del, men hvis vi altid har taknemmeligheden og kærligheden med os, kan vi håndtere de fleste situationer med rummelighed og ro.
(Men derfor synes jeg altså stadig, at det er pisse irriterende, at Søren larmer, når han spiser og putter chili på al sin mad).

Kirken har jo kun gode budskaber og værdier, og vi ved jo godt, at verden er mere end det, der kan måles og vejes. Mennesker består ikke kun af kød og blod, men også af tanke og ånd. Derfor giver det mening at tro. Troen er en del af det gode i livet, den går hånd i hånd med kærligheden. Troen er meget personlig og bor dybt inden i os. Den er med til at forme vores virkelighed og os selv.

.......og Julianes barnedåbcupcakes kunne da også få englene til at synge.




torsdag den 21. august 2014

Hvad fanden er der galt med mig?

Jeg ved sku snart ikke, om jeg har et eller andet syndrom eller en slags diagnose, en slags Leif-lalleglad-psykose?

Jeg forstår seriøst godt de af jer, som ryster på hovedet over mig og måske tænker "Hvad filen er der med hende?", for noget er der da i vejen!! Ikke for at være sådan navlepillende men ville du kategorisere denne person som værende inden for normalområdet:

- Kvinde 39 år, mor til 6 (mener vi vist hun er landet på)

- Ved ikke ret meget om ret mange ting, er nok lidt underfrankeret hvad almenviden angår. Hun ser aldrig nyheder, aner ikke hvad der foregår i verden omkring hende. Hendes egen mor er for øvrigt heller ikke den skarpeste kniv i skuffen, f.eks. ved hun ikke en gang, hvem der er konge i Sverige! Hendes far er såmænd sød og flink, men han går mest op i at sidde på en campingstol og se på høns og sådan.

- Har en grundfølelse af sprudlende lykke og må indimellem lave gakkede ting for at få lettet lidt på trykket. (Kan godt finde på at råbe "Juhuuuu" så højt hun kan, når hun er alene, uden nogen specifik grund, men bare fordi alt er så godt).

- Har nærmest ingen stresstærskel, bor altid inden i orkanens øje, hun siger, der er så stille, så fredeligt og så kodyl hyggeligt. Omkring hende kan der være larm og kaos, men derinde i midten sidder bare en lang tyndfed starut af et kvindemenneske, hvis hjernes primære omdrejningspunkt omhandler hvilken slags babygrød, hendes baby nu skal have. Hvis da ikke hun sidder og fryder sig for hysterisk over, hvor dejlige hendes unger er, eller måske (men det siger du altså ikke til nogen) står hun med næsen dybt begravet i en af ungernes beskidte trøjer bare for at indånde deres dejligt søde duft, når nu de ikke lige er hjemme.
Eller der er måske også den mulighed, at hun står og er faldet i svime over, hvor dygtig vaskemaskinen er.

- Hendes overlegne elite-spidskompetence er multitasking; dér er hun så blæret. Eksempelvis ser man hendes ofte lave mad, altså røre i gryder, samtidig med at hun ammer, samtidig med at hun enten snakker med ungerne eller hjælper med lektier. Ringer telefonen svarer hun roligt at; næ nej der forstyrres skam ikke, og hun har da ikke spor travlt. Slå dén!

- Aner som regel ikke (nogle gange gætter hun rigtigt) hvilke klassetrin, hendes unger går på, og kender ej deres cp- numre, men hun ved, at hun elsker de unger så meget, at det menneskelige sind endnu ikke er i stand til at forstå det. Det er det drug, som sløver hendes sind i denne verden således, at hendes fremtræden kan virke vag eller indadvendt (spejlblank). Hun får for meget (siger hun).

- På søndag skal hendes lille søn døbes, på søndag kommer 32 gæster. Spørger man hende om der er styr på det, svarer hun, at det tager hun sig af på lørdag.

I orkanens øje bor mor Helle, har jeg ladet mig fortælle

Ja, og mon dog jeg er så anderledes, når alt kommer til alt? Jeg har vel bare en fredsommelig personlighed.
Og ja, det bliver dejligt at få ham ALFRED døbt på søndag. Jeg skal nok få lagt nogle billeder ind. Juliane og jeg laver mad til dem alle, og så laver vi bare en stor buffet, og så kan folk ellers bare slå sig ned hvor de vil, med hvem de vil, og spise alt hvad de lyster. Ingen fine lange borde med duge og matchende servietter....not our style.
jubiii family...love you guys :-)
 
 
 

fredag den 21. juni 2013

Intuition og øko-kugler

Så er jeg kommet til tasterne igen.
Der er sket meget siden sidst, så meget at jeg er helt træt, ja nærmest lidt udslidt.
Her i lille Præstø hvor ungerne og jeg holder til, ligger der en dejlig havn. På havnen ligger Præstø Madmarked som er et fuldstændig fantastisk sted, et økologisk super marked som næsten udelukkende handler med lokale fødevarer. Stedet producerer selv den mad som sælges og alt laves helt fra bunden af super friske råvarer. Jeg hjælper lidt til dernede om formiddagen, det er hårdt men så sjovt og ekstrem inspirerende. Igår f.eks lavede jeg ca 200 frugt kugler ala romkugler bare 100 gange bedre og sundere. De består af 4 ingredienser, havregryn, friske hindbær, macipan og dadler. Det køres igennem kødhakkeren og formes derefter til romkugle-lignende størrelser og vendes i kokos. Hov for resten der er også vanilie i. De smager så englende synger.
Nå sorry, jeg har bare total mad på hjernen for tiden

Ud over øko mad på hjernen og i maven føler jeg mig stadig meget intuitiv, ved egentlig ikke om det bare er sådan noget der sker i takt med at man bliver ældre. Men jeg erfarer at min intuition altid taler sandt, overhører jeg den går det ofte galt og når jeg så tænker tilbage på episoden kan jeg ofte huske at en stemme inden i mig advarede mig. Denne stemme er jo min indre visdom, en intelligent livskraft, som ind i mellem taler til mig.
Intuitionen fortæller mig, hvad der er rigtigt og sandt for mig i et givent øjeblik.
Her til morgen f.eks glemte jeg alt om at bruge min intuition, min søn på 10 var flippet ud over at hans cykel var punkteret og at der ikke var tid til at lappe den. Under stort drama låste han sig inde på toilettet og kom for sent i skole. Jeg blev imidlertid stresset og presset over situationen da de andre børn stod og ventede. Dernæst hører jeg mig selv gentagne gange banke på døren og true med alverdens vederstyggeligheder hvis han ikke tog og åbnede den dør. Men min søn var tavs og ulykkelig bag døren . Min indre stemme sagde hele tiden " hold nu op med at skælde ud og true ham", Mød ham, tal roligt med ham, så vil det hele løse sig. Men den ydre virkelighed overvandt desværre, så derfor sad han der en hel time.

Og til alle jer dejlige kvinder bag skærmene. Husk nu at udnytte jeres intuitive evner. Husk at i via intuitionen har adgang til et uendelig lager af information. Jeg er helt overbevist om at lærer vi at stole på denne vejledning vil vores liv antage en strømmende ubesværet karakter. Vores liv, vores følelser og vores handlinger vil blande sig harmonisk med andre mennesker.

Dejlig dag der ude.
Kærlig hilsen
Helle

torsdag den 14. februar 2013

Rynker og kierkegaard


Hvordan har du det?
Jeg er mor til fem børn og et pille fyr. De kræver alle 6 en del opmærksomhed og nogle af dem er oven i købet ret dyre i drift.
Det er stadig vinter og mit fyr buldre så meget nede i kælderen at hele huset ryster samtidig fyrer jeg løs i mine to brændeovne. Det hjælper lidt alt sammen.

Jeg er blevet gammel her henover vinteren, jeg har fået flere rynker og mange grå hår. Men jeg ved også at man ældes 10 gange hurtigere i perioder hvor der er disharmoni. Stress, dårlige relationer og ubalancer slider på os og det ses tydeligt. 37 år og en gammel hejre :-)
I går var jeg lige et smut i Matas og skulle have noget af det rynkecreme som virker. "Det er jeg ikke sikker på vi har" sagde ekspedienten, skønt med ærlighed. Nej selvfølgelig har de ikke det, kærlighed og kildevand så kører vi...and I am on my way...


Og til sidst skønne ord fra Kierkegaard; Det store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, når han vil det..

torsdag den 24. januar 2013

kosmos kævleri



For tiden læser jeg en skøn bog men den er lidt svær og den gør mig lidt "kuk kuk" idet den tvinger mig til at gå op (eller ned?) på et dybere plan og det er virkelig spændende at finde ud af hvad der foregår der. Livskriser kan føre os ned på et dybere plan og når vi kommer der kan vi måske bedre overkomme krisen idet vi finder ud af at alt det vigtige eller i vær fald det vigtigste her i livet stadig er der trods forkludrede menneskelige relationer.

For øvrigt ( i relation til min kloge bog) skal vi altid være opmærksom på, at enhver tanke, ethvert ord og enhver handling afstedkommer en bevægelse i kosmos (elsker det ord). Husk, at et ubetænksomt ord fremsagt på den ene side af kloden er nok til at skabe en flodbølge på den anden.

Det er helt syret at tænke på hvad ord kan gøre og hvor stor betydning de har

Ude foran mit vindue går 3 fede som ponyer og tramper rundt i sneen, de er bare så vildt kære. Hver gang jeg kikker på dem er det som om de siger til mig " Hvorfor al den anstrengelse? Giv dog slip. Hvorfor gøre det sværere end det er. Vågn op af drømmen og erkend at du er vågen. Alt har en mening"
Ja det er i sandhed nogle kloge små heste og jeg er da vist heller ikke helt uden (telepatiske) evner.

Ha en dejlig dag og husk at kysse og kramme dine kære.

Kærlig hilsen
Helle

fredag den 1. april 2011

De døde oldemødre


Da jeg var gravid med Gustav sker der et slags generationsskifte i familien. Først dør Christians mormor så dør min egen vidunderlige gamle mormor på 90 år. Hun og jeg havde et helt særligt forhold til hinanden. Vi havde aftalt at hun på en eller andet måde skulle opsøge mig når hun var død. Hun skulle give et tegn. Jeg tror på liv efter døden, men hun skulle være mit konkrete selv-oplevede bevis for, at det var rigtigt.
Følgende oplevelse havde jeg en måneds tid efter min mormor var død:
Jeg ligger i min seng og har en underlig uro i kroppen. Selvom klokradioen viser langt over midnat er jeg fuldstændig lysvågen, desuden lyder der en gevaldig snorken ovre fra min lille søns tremmeseng, det gør det jo ikke ligefrem lettere at falde til ro. Jeg går ind i stuen og ligger mig på sofaen. Jeg begynder at tænke på min afdøde mormor. Jeg tænkte på hvor tæt vi havde været på hinanden, hvor meget jeg savnede hende og hvor mærkeligt det var at hun ikke længere lever.
Pludselig kunne jeg fornemme, at hun var hos mig, ikke bare hos mig, men i mig. Hun fyldte mig op med en susende og boblende følelse af den reneste kærlighed- en vidunderlig fornemmelse, hvor jeg på ingen måder var i tvivl om budskabet. Følelsen varede højst 30 sekunder men var virkelig intens. Mens det stod på sendte jeg en masse beskeder til min mormor om hvor højt jeg havde elsket hende og nogle andre meget private ting. Det var som at få en yderes effektiv healing, vil jeg tro. Lige så pludselig som hun var kommet, lige så brat forsvandt hun igen.
 
De efterfølgende minutter var jeg egentlig noget rystet og også lidt skræmt. I hvert fald var jeg usigelig glad for at jeg ikke var alene i huset. Måske syntes jeg lige at det var lidt for spooky, lidt for syret eller bare lidt for mærkeligt, det hører jo ikke lige frem til hverdagsoplevelser. Jeg fik dog lynhurtigt vendt oplevelsen til noget positivt, det var jo bare min mormor, det var der jo ingen tvivl om. -Og siden hvornår har der været noget som helst uhyggeligt ved min ellers ret så hyggelige gamle mormor. Ja okay, nu plejer hun jo heller ikke at være død, det sætter jo tingens tilstand i et noget andet perspektiv. Men det var bestemt en dejlig oplevelse, ikke mindst fordi at jeg for alvor fik bekræftet at hendes sjæl er derude et sted. En fantastisk ting at få på det rene, især taget i betragtning at mormor havde lovet mig at hun nok skulle ”give et tegn”. - Og da hun havde lidt svært ved sms´en, mener jeg at et sådan kropsliggjort, non verbalt budskab er det stærkeste og mest tydelige budskab jeg nogen siden har fået.
 
Trods denne oplevelse tager jeg alligevel ind imellem mig selv i at råbe:
Hallo Mormor HVOR ER DU???????????
Jeg fatter det stadig ikke, hvor fanden er hun blevet af?, det er bare så mærkeligt, det skøre gamle remedium er blevet pist væk, snøft,-jeg savner hende..
Ære være min dejlige mormor..