Translate

torsdag den 21. august 2014

Hvad fanden er der galt med mig?

Jeg ved sku snart ikke, om jeg har et eller andet syndrom eller en slags diagnose, en slags Leif-lalleglad-psykose?

Jeg forstår seriøst godt de af jer, som ryster på hovedet over mig og måske tænker "Hvad filen er der med hende?", for noget er der da i vejen!! Ikke for at være sådan navlepillende men ville du kategorisere denne person som værende inden for normalområdet:

- Kvinde 39 år, mor til 6 (mener vi vist hun er landet på)

- Ved ikke ret meget om ret mange ting, er nok lidt underfrankeret hvad almenviden angår. Hun ser aldrig nyheder, aner ikke hvad der foregår i verden omkring hende. Hendes egen mor er for øvrigt heller ikke den skarpeste kniv i skuffen, f.eks. ved hun ikke en gang, hvem der er konge i Sverige! Hendes far er såmænd sød og flink, men han går mest op i at sidde på en campingstol og se på høns og sådan.

- Har en grundfølelse af sprudlende lykke og må indimellem lave gakkede ting for at få lettet lidt på trykket. (Kan godt finde på at råbe "Juhuuuu" så højt hun kan, når hun er alene, uden nogen specifik grund, men bare fordi alt er så godt).

- Har nærmest ingen stresstærskel, bor altid inden i orkanens øje, hun siger, der er så stille, så fredeligt og så kodyl hyggeligt. Omkring hende kan der være larm og kaos, men derinde i midten sidder bare en lang tyndfed starut af et kvindemenneske, hvis hjernes primære omdrejningspunkt omhandler hvilken slags babygrød, hendes baby nu skal have. Hvis da ikke hun sidder og fryder sig for hysterisk over, hvor dejlige hendes unger er, eller måske (men det siger du altså ikke til nogen) står hun med næsen dybt begravet i en af ungernes beskidte trøjer bare for at indånde deres dejligt søde duft, når nu de ikke lige er hjemme.
Eller der er måske også den mulighed, at hun står og er faldet i svime over, hvor dygtig vaskemaskinen er.

- Hendes overlegne elite-spidskompetence er multitasking; dér er hun så blæret. Eksempelvis ser man hendes ofte lave mad, altså røre i gryder, samtidig med at hun ammer, samtidig med at hun enten snakker med ungerne eller hjælper med lektier. Ringer telefonen svarer hun roligt at; næ nej der forstyrres skam ikke, og hun har da ikke spor travlt. Slå dén!

- Aner som regel ikke (nogle gange gætter hun rigtigt) hvilke klassetrin, hendes unger går på, og kender ej deres cp- numre, men hun ved, at hun elsker de unger så meget, at det menneskelige sind endnu ikke er i stand til at forstå det. Det er det drug, som sløver hendes sind i denne verden således, at hendes fremtræden kan virke vag eller indadvendt (spejlblank). Hun får for meget (siger hun).

- På søndag skal hendes lille søn døbes, på søndag kommer 32 gæster. Spørger man hende om der er styr på det, svarer hun, at det tager hun sig af på lørdag.

I orkanens øje bor mor Helle, har jeg ladet mig fortælle

Ja, og mon dog jeg er så anderledes, når alt kommer til alt? Jeg har vel bare en fredsommelig personlighed.
Og ja, det bliver dejligt at få ham ALFRED døbt på søndag. Jeg skal nok få lagt nogle billeder ind. Juliane og jeg laver mad til dem alle, og så laver vi bare en stor buffet, og så kan folk ellers bare slå sig ned hvor de vil, med hvem de vil, og spise alt hvad de lyster. Ingen fine lange borde med duge og matchende servietter....not our style.
jubiii family...love you guys :-)
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar