Translate

fredag den 22. maj 2009

Min førstefødte, Juliane

Juliane er født den 14 september 2001 kl. 3.22 om natten.

Juliane er mit første barn, et barn som jeg havde drømt om at få i mange år inden hun endelig meldte hendes ankomst. Hun er min prinsesse, mit elskede drømmebarn

Præcis på min terminsdato startede det hele. Det var ved 9-tiden om aften. Christian var lige faldet i søvn og jeg lå og storhyggede mig med at se et dokumentarprogram i fjerneren "fødegangen". Mellem mine ben havde jeg placeret en dejlig varmedunk, da jeg var lidt øm, et eller andet udefinerbart sted dernede. Netop som jeg lige har set en hylende kvinde, hvis vand går og sprøjter ud over det hele, mærker jeg noget varmt under dynen og noget vådt, samtidig lyder der et højt smæld. "Nå for helvede..." råber jeg, "varmedunken er sku sprunget". Tænk det troede jeg i flere minutter indtil jeg opdagede at vandet fossede ud af mig. Er du gal, der var meget, farven var fin og klar heldigvis.
Vi kører til Næstved sygehus, hele vejen i bilen vælter vandet ud og jeg morer mig kosteligt da jeg trækker store våde fodspor gennem sygehusets forhal.

Jordemoderen som møder mig på fødegangen spørger om jeg er sikker på at vandet er gået. Jeg kikker på hende på nogenlunde samme måde, som jeg ville tro at man kikkede, hvis man så en UFO lande i ens baghave. "Ja", siger jeg og kikker ned på mine store sorte drivmåde meget charmerende ventebukser i størrelse XL. Under mig ligger igen en stor sø og den kæmpe store tenalady-ble , som jeg har stjålet på min mormors plejehjem, vejer mindst 20 kilo og hænger et eller andet sted nede i det ene bukseben. Jo, jeg var ret sikker...

Jeg bliver undersøgt, veerne går så småt i gang. Jeg får en fødestue og verdens dejligste jordemoder til rådighed. - Alt tegner fint og veerne bliver stærkere og kraftigere, mens jeg rimelig hurtigt åbner mig. Jeg kommer i et stort badekar, fuck alt gør bare ondt og jeg føler mig total syg og elendig. Jeg har den vildeste kvalme og brækker mig i lårtykke stråler. Da jeg er ved at være klar til at presse begynder mine ben at ryste så meget, at jeg slet ikke kan styre det.....pu ha... det er hæsligt.

Jeg pressede næsten en time, da skuldrene havde svært ved at komme ud. Men alt gik fint og jordemoderen var en engel.
Juliane kommer ud og jeg græder af glæde. Som sagt var jeg sikker på en dreng, men havde inderst inde et lille forbudt håb om en pige.
Duften af baby på min mave vil jeg aldrig glemme, moderfølelsen kom brusende gennem min krop, som en overvældende forelskelse og en beskyttertrang forbundet med en stor portion sårbar bekymring, er alt nu i orden? Fra nu af kom jeg selv i baggrunden, hvilken befrielse, Juliane var mit liv..
I flere døgn lå jeg og nærstuderede hende, jeg skulle ikke sove, skulle ikke gå glip af hende et eneste sekund........fantastisk og uvirkeligt, hun var min og vi fik oven i købet lov til at tage hende med hjem.
Nu begyndte alt det sjove og det hårde



Jeg har fundet lykken
Den har sat sig i ryggen
I mave, baller og lår
Selv i mit lille sår
Som jeg fik da jeg faldt over en sten
Og slog mit stakkels skinneben
Det gør ikke længere ondt
Jeg er helt igennem så kernesund
Jeg kan løbe jeg kan skrige
Når nu jeg selv skal sige
Er jeg en utrolig pige



Om at være en meget træt zombie-mor.
Man bliver ganske enkelt bims i låget af ikke at få søvn, jeg snakker af erfaring. Juliane var ikke nogen let baby og jeg var en nervøs førstegangsmor, hvor kun det perfekte var godt nok. I starten strejfede tanken mig slet ikke, at min søvnmangel ville blive et problem. Jeg var så forelsket (i Juliane altså) og følelsesmæssigt noget rundt på gulvet over den længe ventet omvæltning mit liv havde taget. Det var som om det hele var en drøm, jeg kunne slet ikke fatte, at jeg var blevet mor. Det var som om jeg var på stoffer, mine sanser var skærpede og hvert et minut, hvert et sekund havde enorm værdi for mig. Juliane var langt over en måned før jeg første gang kørte fra hende, jeg var væk ca. 30 minutter, Jeg var i netto. Her opdagede jeg at verden var den samme. Der var ingen som specielt bemærkede mig, faktisk var der ikke en kæft der ænsede min yndefulde tilstedeværelse. Jeg var så opfyldt af lykke, at jeg smilede til alle, jeg følte mig smuk og elsket, uundværlig og som verdens heldigste kvinde. Jeg kan huske at jeg blev helt bedrøvet ved tanken om mennesker som måske ikke har oplevet at være lykkelige helt ind til knoglemarven. -Tænkte at fysiske sygdomme må have svært ved at stadfæste sig i en lykkelig krop. –Troede pludselig vanvittigt meget på psykens indflydelse på ens fysiske velbefindende.
.I lykkens øjeblikke har jeg den lækreste kropsfornemmelse, føler mig fri, let og blød indeni. I en sådan krop fyldt op med velvære og selvtillid, tror jeg at det fysiske og psykiske immunsystem har let ved deres arbejde og andre indefra opstående sygdommen har svært ved at rodfæste sig.. I hvert fald er det fedt at være lykkelig.
Men kærlighed og kildevand er ikke nok, heller ikke for en super mor som jeg selv.
Jeg bliver tyndere og tyndere hvilket jo er herligt da jeg så tillader mig at spise mere mad. Men jeg begynder også at få kvalme og ondt i maven. Jeg bliver total sårbar og skrøbelig og hyler over det mindste. Jeg bliver bare så træt, mine tanker kredser konstant om, hvordan jeg kan få noget søvn. Jeg kommer helt derud, hvor hvis jeg endelig får mulighed for det, slet ikke kan sove. Juliane vil have bryst ca. hver anden time hele natten og mange gange når jeg slet ikke at falde i søvn mellem hendes måltider. Hvis hun ikke får bryst hyler hun så sindssygt at mit moderhjerte bryder sammen, hun er jo kun en lille baby og jeg vil selvfølgelig ofre mig selv og min kostelige søvn for hende. Alle kigger på mig med bekymrede blikke og tilbyder alle mulige arrangementer for, at jeg kan sove. Men jeg ved jo, at hun vil hyle som en stukken gris og det er slemt nok, men hvis hendes mor så ikke er der! ALDRIG i livet.
I lange tider går jeg rundt og ligner en forvirret søvngænger. En dag da jeg er hjemme hos min mor er min lillebror der også. Vi står alle i køkkenet og hygger os med at tilberede vores aftensmåltid. Jeg siger et eller andet fjollet til min bror, som ganske naturligt svare igen med ”Hvor er du dog dum”. Han siger det venligt og med et stort smil. Men fordi jeg var ved at eksplodere af træthed og udmattelse, kan jeg ikke tage noget som helst. Jeg begynder langsomt at hulke, min bror kigger undrende på mig, "siden hvornår var hun blevet så nærtagende". Så kigger han på min mor, som siger ”hun er bare træt”, så hyler jeg endnu mere.
Jeg begynder også at få en slags ticks, laver pludselige hurtige ukontrollerede bevægelser, taber ting og kan ikke huske noget som helst. Flere gange om dagen kan jeg ikke huske hvad jeg foretager mig, går f.eks. ind i et rum, standser op og kan ikke huske hvorfor jeg er gået derind, går ud igen, sætter mig ned, kommer i tanke om det, går ind igen, standser op og går ud da jeg igen har glemt det. Sådan gik jeg rundt og ”hyggede mig” dagen lang.
Da alle mine fortrolige og dem har jeg mange af jo havde lagt øre til alle mine beklagelser gennem min "lange" barnløse periode, følte jeg ikke at jeg i min nye zombie- tilværelse kunne tillade mig at beklage mig. Jeg havde fået hvad jeg ønskede, gud ske lov for det, så ville det simpelthen være for pinligt ikke at være på toppen.


Jeg har ofte spurgt mig selv om hvad det egentlig er som tiltaler mig så usandsynlig ustyrlig meget ved at yngle? Det overordnede svar er at det udfylder et stort basalt behov hos mig. Et behov som de fleste kvinder heldigvis på et eller andet tidspunkt vil føle i større eller mindre grad. Hvis ikke jeg havde fået mit småkravl, ville jeg have et kæmpe problem. Hvad skulle jeg så stille op med alt min omsorg? Christian ville sku´ alligevel se fjollet ud med kyse og ble på og jeg er heller ikke sikker på at han vil værdsætte mit hjemmelavet økologiske babymos. Måske ville der endda være nogle personer, som ville mene at vi havde et sygt forhold, ja, folk har sku så travlt, i stedet for at få styr på egne perversiteter. Hvis ikke jeg skulle have børn skulle jeg nok have nogle kraftige elektrochok eller også skulle jeg omprogrameres på en eller anden hypnoseagtig facon eller måske noget med gensplejsning eller noget i den dur. Men igen hvad skulle det til for, så kunne jeg bare gå rundt og se mærkelig ud resten af mine dage.
Jeg har et depot eller nærmere et slags lager fyldt op til randen med omsorg og kærlighed i stride strømme. Det er min mor, som jeg kan takke for det, hun har gjort et flittigt stykke arbejde med at fylde op. Min elskede mor, hun har fyldt op, proppet det ind, mast det sammen. Hun har fyldt så meget på, at der som voksen er så meget at det næsten var begyndt at vibrere og røre på sig for at få lov til, at åbne for sluserne og øse ud af godterne. Jeg har så meget at give, da jeg selv har fået så meget. Min mor var ligeså vild med babyer, som jeg er. Sådan nogle ting er jo ikke tilfældige, jeg er offer for den sociale arv i ordets mest positive forstand, hvis jeg selv skal tolke det.
Så i sagens natur var det en stor forløsning for mig at blive mor, pu ha det lettede noget på trykket.
Med Juliane kom moderfølelsen stormende, alle de små sammenstuvede hjerter fra mit mega-lager kom flyvende som tornadoer med kurs direkte mod min lille babys tomme lager og hendes lille bitte lyserøde hurtigbankende hjerte. At få åbnet for sluserne, at få lettet trykket var jo fantastisk befriende. Jeg er overbevist om at disse små usynlige hjerter, som lige siden vores første øjenkontakt har sivet i en lind strøm ind i hende- at de gør hende robust, sund, harmonisk og livslysten. Denne usynlige strøm kaldes også symbiosen.
Det at få et barn er jo grundlæggende noget man gør for sig selv og sin partners skyld. Man får jo ikke børn for børnenes skyld. Vi vælger at få børn fordi vi har et behov og fordi vi føler, at vi vil kunne give et barn en god start på livet. Vi kvinder har det jo i os, det er vi programmeret til. Det ligger i vores natur det med at reproducere os. Alle de følelsesmæssige ting vi gennemlever som gravid, forbereder os på at blive mor, på det store ansvar. Det er en god ting, at en graviditet tager 9 måneder. Når barnet fødes, fødes også en ny mor.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar