Translate

torsdag den 14. august 2014

Vidunderlige hverdag og 4 dage i Korsør

Jeg kunne skrive et langt kærlighedsdigt til hverdagen, passioneret og dybsindigt, kæreste hverdag.... Hverdagen er det bedste jeg ved, jovist er weekender og ferier også pragtfulde men dagligdagens trummerum er min alltime favorite.



Ferien er holdt hjemme i år med nogle småture ind imellem, sådan er det når der er mange børn og især med en nyfødt.  Vi var dog fire dage i Korsør, ja jeg ved det godt, det er viiiildt og ja jeg sagde faktisk 4 dage!!
Ud til vandet der lå en dejlig campingplads nærmest lige under Storebæltsbroen og den passede lige til os med dens pool, kæmpe legeplads og en masse GRATIS aktiviteter dagen lang.

Vi var helt klart dem på pladsen med de fleste børn og de fleste telte og den mest vanvittige teltplads. Alle omkring os boede i kæmpe campingvogne med giga store "Isabella" fortelte med sofaarrangementer og fladskærme. Så sad hr og fru rullepølse ellers linet op der med et fyldt askebæger og lod sig underholde af diverse tv shows mens de engang imellem kiggede lidt overbærende over på den håbløse kæmpe familie med de beskidte kuppeltelte. Ja vi kunne da ikke gøre for at det ene telt var overhelt med sort maling og manglede den ene stang så det hang lidt, fordi det vist var blevet lidt mishandlet på et Roskilde festival engang. Det kastede måske ikke ligefrem glans over campingbilledet men det medvirkede da til lidt mangfoldighed på Skovvej 7 i campingby.

På billedet her blev vi totalt fanget i en mariehønsesværm.



Det var nogle af de aller varmeste dage vi var afsted så det var ret hæsligt da der ingen skygge var men vi endte med at købe en stor pavillion som vi spændte ud over hele vores plads. Det var sku smart selvom rullepølserne på den anden side nok syntes vi havde nået bunden for hvad man kan byde sine medcampister.

Vi havde det skønt...

Her på dette billedet er vi i Fakse kalkbrud, vældig eksotisk :-)


Og nu står den på hverdag, madpakker, tøjbunker, skoletasker og pligter.... Alle de store børn har fået en dag om ugen hvor de dækker bord, vasker op osv.. det fungerer perfekt og ingen brokker sig.



Blyp har ingen pligter endnu. Han skal bare nyde hans babyhverdag  og få alt det babsedut han orker og der ud over skal han bare se sød ud og sige babylyde og der syntes jeg virkelig han gør det godt.






Da vi har været hjemme en del har vi brugt meget tid på lækker mad, de fleste dage har Juliane lavet forskellige slags pandekager til morgenmad, her protein bananpandekager.
Og kager i stride strømme, mange kager hele dagen, thats how we like it, men jo de sunde naturligvis. Den slags kager som man først skal fortælle folk hvad de er lavet af når de har spist dem. Ingen sukker ingen mel men bare en skattekiste fuld af lækre naturlige herligheder.







Og så engang imellem lige en tur i centeret og få en "My shake" her med mine to store tøser, Johanne og Juliane
 
 
Børnene glæder sig ikke så meget til de på første skoledag vil opleve den obligatoriske runde hvor alle skal fortælle om hvad de har lavet i ferien. "Mor alle andre har jo været i Italien og sådan noget", siger de. Men så siger jeg; Ret ryggen unger, knejs med nakken, kig læreren stift i øjnene og sig højt og stolt at I har været 4 dage i Korsør. Så kan det nok være I kan lukke munden på enhver.
Næste år, måske kan vi besøge "Grundtvigs mindestuer", de ligger lige i nærheden af Fakse og det er søreme et spændende sted ;-)
 

 

3 kommentarer:

  1. Fantastiske kusine... dine børn er heldige! med en mor som dig <3 - glæder mig til at følge familielivet - en hyggestund ind imellem i det spændende kunstnerliv. knus Anne

    SvarSlet
  2. Hej Helle, jeg læser dine indlæg med stor fornøjelse. Beth.

    SvarSlet
  3. Dejligt I læser med Beth og Anne, elsker jo at skrive selvom det til tider er lidt småskørt :-)

    SvarSlet